Tonny Tychsen
Bimester

Musegitter:

Hvert år i oktober måned sætter jeg musegitter på flyvesprækken af mine bifamilier. 

Jeg er blevet klog af skade. For nogle år tilbage mistede jeg bifamilier, pga mus der havde overvintret ved at spise både voksen og bierne. 

De bifamilier, der overlevede de uønskede mus, var meget små, og kom meget dårligt ud af vinteren.

Før denne vinter synes jeg ikke, at jeg havde observeret tab eller mistede bier pga mus, så hvorfor det lige kom her, ved jeg ikke. Det var ikke en speciel hård vinter. Musene havde bare fået smag for bierne og voksen.




Spor efter mus i bistadet:

Hvis man ser biernes bagdel ligge tilbage på bunden af bistadet eller ude foran bistadet, så har der været mus. De spiser kun forkroppen på bierne og ikke bagkroppen, og det tror jeg skyldes, at den indeholder afføringen på bien.

Musene benytter flyvesprækken til at passere ind i bifamilien. De spiser både voks og bier. På en lang vinter kan de næsten spise et helt bi bo, men mere normalt er 2-10% af bistyrken.


Hvornår:

Hvornår man skal sætte sit musegitter på, er nok lidt en smagssag. For mig virker det at sætte dem på, når jeg har fodret sidste portion foder. Herved kan jeg også tydeligt se, at bifamilien er færdig fodret fordi der er kommet gitter på.

Har man flere bifamilier stående i bigården, så giver det også hurtigt et overblik over, hvilke der skal have mere foder, og så slipper man for at  kigge til dem, der er færdige.

Jeg fjerner så gitteret igen, når jeg laver forårseftersyn. På dette tidspunkt er der ikke længere problemer med mus.


Musegitter:

Hvad skal et korrekt musegitter kunne.

Hvis man bruger et gitter med for lille passage, så mister bierne pollen, når de kommer hjem fra flyvningen, og det er spild af ressourcer. 

Et gitter med for stor åbning gør at mus kan passere. 

Så efter nogle forsøg har jeg fundet ud af, at den bedste størrelse er 8mm. Et dronningegitter er normalt omkring 5,3 mm til 6 mm, så det er ikke velegnet, da bierne mister pollenbukserne fra benene, når de passerer. 



Mine musegitter:

Jeg laver mine musegitre af galvaniseret volierenet der er 8x8mm og en trådtykkelse på 1 mm

Så har jeg bukket dem i en form, der gør at de er hurtige at montere og afmontere igen.

Gitteret er lavet til Swi-bo Langstroth bunde.

De kan købes her på hjemmesiden, se under menuen bimateriel. eller brug link. Køb musegitter


God arbejdslyst:

Når man nu har brugt sensommeren og efteråret på at bygge store og stærke bifamilier op på foder og protein, så er det ærgerligt at sætte dette over styr ved ikke at sætte musegitter på flyvesprækken. Så god arbejdslyst.



Sidst opdateret: 12. okt. 2025